Hjemvendt fra Cevennes
Bjergene er ikke høje og stejle som alperne, ihvertfald ikke dem jeg fandt, men der er mange af dem og med stigningsprocenter på omkring 5-6% og med stigninger på 10-30 km lange opkørsler, så kan man sagtens få noget rigtig god træning, og ikke mindst meget smukke ture.
Jeg var ude at cykle fire ture dernede, i de 9 dage vi var på campingpladsen. Jeg havde i forvejen fået masser af inspiration fra forskellige hjemmesider, og ikke mindst Ole Thisteds. Ole havde også givet mig nogle gode ruteforslag, som jeg i stor udstrækning fulgte.
1 tur tirsdag d. 10.07.2007- jeg skal lige prøve bjergene af.
Fra campingpladsen ind til St. Jean du Gard, og så op til højre mod Lasalle af vej nr D153. Det går opad til St. Croix ca 10 km, og så nedad til Lasalle. Her drejes til højre mod L,Èstréchure af vej nr D39. Det går opad til Col du Mercou ca 6 km, og så nedad igen til L,Èstréchure.
Herfra fulgte jeg så floden Gardon de St jean tilbage til campingpladsen. Turen var på 40 km og tog ca 2 timer.
På kortet ses min tur med den lilla markering. Den sorte markering er Ole`s 58 km turforslag, som jeg afkortede lidt til denne første tur i bjergene. Det var en skøn tur især på strækningen fra St. Jean du Gard til L,Èstréchure næsten uden anden trafik. Det gik nogenlunde, men jeg fik ret så ondt i ryggen/lænden især af at køre opad. Jeg mærkede en del til det lille hold jeg fik i ryggen lige inden ferien, så det bekymrede mig lidt at der ikke skulle mere til.
2 tur torsdag d. 12.07.2007 - jeg håber det går bedre en første tur!
Fra campingpladsen kører jeg ind til St. Jean du Gard, til venstre i lyskrydset ad vej D50 imod Mialet. Det går opad indtil Mialet flader ud og endda lidt nedad imod Genérargues. Her drejs til venstre imod Alés. Det første stykke rimelig fladt men derefter stiger det ind til St Jean du Pin, og igen nedad mod Alés. I Alé drejes til venstre lang floden et par km.
Igen til venstre ad vej D160 imod Cendras, hvor det straks begynder at stige lidt. Herefter flader vejen lidt ud forbi La Baume indtil vejen deler sig ved L´Eglise.
Følg D160 til venstre/opad imod St Paul la Coste. Nu stiger det konstant op til Col d´Uglas. En 9 km lang opkørsel med en helt fantastisk udsigt her på siden af bjergskråningen. Her ville jeg gerne have et lille landsted :-) Som sædvanlig kun ganske få biler, men tæt på toppen mødte jeg en blokvogn med en gravemaskine på, og den var der godtnok ikke meget plads til i svingene. Efter Col d´Uglas går det stejlt ned til Aubinac, hvor man kommer ind på D50 igen, og kører samme vej tilbage til St Jean du Gard og campingpladsen.
Turen gik rigtig godt, og jeg havde ikke nær så ondt i lænden som første tur, så optimismen vokser. Ialt kørt 62 km.
3 tur lørdag d. 14.07.2007 - bare en kort tur var planen.
Nu ville jeg køre det sidste stykke af Ole`s 58 km tur som jeg ikke fik kørt på den første tur. Ud fra campingpladsen og til venstre ud af D907. Her køres langs floden svagt stigende ud til L,Estréchure og videre mod St Andre de Valborge. I krydset kort efter Saumane drejes til højre ad D39 imod St Roman de Tousque. En 5,5 km opkørsel i meget smukt og fredeligt terræn. På disse 5,5 km blev jeg ovrhalet af en bil og jeg kørte forbi en cyklist, ellers var der ingen trafik. Det er da fantastisk! I St Roman de Tousque drejes til højre imod St Jean du Gard ad D9 hvor det stadigvæk går opad et par km til man når toppen af Col de L´ Exil. Man kører her på den berømte Cornice de Cevennes højderyg, med udsigt over over bjerge og dale. Det går både lidt op og ned, men efter man paserer Col de St Pierre er der en lang nedkørsel til man møder D907 tæt ved St Jean du Gard igen.
Jeg syntes nu ikke jeg helt havde kørt nok for denne dag, så jeg kørte ud mod Anduzé på landevejen indtil L´Elze. Her til højre og ind på den lille vej over Massieres langs jernbanen, hvor det gamle veterandamptog kører, tilbage til St Jean du Gard og campingpladsen
En god tur, især stigningen op til St Roman de Tousque var fantastisk, og ingen rygsmerter.
4 tur d. 16.07.2007 - den store tur.
Det havde hele tiden været min plan at køre til det højeste punkt i Cevennes Mont Aigoual. Jeg startede hjemmefra tidligt ved sekstiden, så jeg kunne være tilbage ved resten af familien i nogenlunde ordendtlig tid. Turen er på 115 km med masser af højdemeter at besejre. Samme vej ud som sidste tur til krydset lige efter Saumane, og så til venstre mod Valleraugue. Første opkørsel er 19 km lang til Col du Pas, og på denne strækning mødte jeg kun skraldemanden, ellers ingen biler. På toppen af Col du Pas stoppede jeg op og nød stilheden. der var Ikke en lyd at høre, bare helt stille og udsigt over dalen og andre bjergrygge hvor solen var ved at stå op, Det var helt fantastisk! Det var lidt koldt her om morgenen, så jeg kørte med lange ærmer. Nedkørslen af dårlig vej til Valleraugue, så der er ingen høje tophastigheder til at få gennemsnittet op. I Valleraugue drejes til højre af D986 imod Mont Aigoual, og så går det konstant opad i 28 km med ca. 5% stigning i gennemsnit. Det stiger ca. 1250 mtr. fra Valleraugue op til toppen på mont Aigoual med 1567 mtr. Opkørslen gik fint og jeg lå på en ca. 12-15 km/t uden at presse mig selv, det skulle jo være nydelse og fornøjelse, ikke racerløb! Men 28 km er langt, så jeg fik noget ondt i lænden. Opkørslen er en stor del af vejen serpentinersving hvor man hele tiden kan se det meterologiske observatoriet som ligger på toppen af bjerget, og det kommer kun langsomt nærmere :-)
På toppen blæste det kraftigt så jeg stod kun og nød den helt fantastiske udsigt i kort tid før jeg begyndte nedkørslen igen. Med D18, god vej og høj hastighed, ned til Gabrillac. Her til højre med en lille dårlig vej, en nedkørsel hvor der var så stor medvind at man skulle gå til vaflerne for at holde farten på 30 km/t, men vejen var nu hellere ikke til at køre meget stærkere. I bunden af nedkørslen kommer der en kort, ca. 2 km, men stejl opkørsel over Col Salidés, før det igen går ned mod St Andre de Valborgne. Her stoppede jeg på torvet og købte mig en velfortjent kop kaffe og en cola som jeg så kunne nyde på fortovsrestauranten. Herfra gik det langs floden og vej D907 tilbage til campingpladsen.
Ialt fik jeg kørt disse dejlige fire ture dernede ialt ca 250 km. Jeg kan se at min gennemsnitsfart ligger på ca 21 km/t på alle turene, hvilket jo ikke lyder af særlig meget, men mange stigninger og dårlig vej hvor man ikke kan køre stærkt nedad er jo ihvertfald en af grundene. En anden vigtig grund er at jeg valgte at det skulle være nydelsesture hvor jeg ikke ville fokusere på puls og gennemsnit mm.
Mange tak til Ole Thisted for inspiration og forslag til ture. Jeg håber ikke det er sidste gang jeg skal cykle i Cevennes. Jeg har ikke noget kamera med på turene, men måske kommer nogle generelle Cevennes billeder på en anden post senere.
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home